Miljø Magasinet 

Vælg: l
  Målgruppe l  Annoncer l  Udgivelsestermer l   
Miljø Magasinet
  

På papiret

MILJØ MAGASINET følger som netavis en miljø- og klimatrend i hastig vækst. Men vi går også foran. Derfor har vi besluttet, at vi for at skåne miljøet og klimaet fremover vil udgive MILJØ MAGASINET som Internet-avis.

En hel del kunne tyde på, vi dermed viser vejen. For der er mange, som – på papiret – vil gøre en indsats for miljøet og klimaet. Der er knap så mange, der flytter initiativet fra papiret og ud i virkeligheden. Men der bliver flere og flere, og senest har vi set, at Albertslund Kommune nu opfordrer borgerne til at tage stilling til trykte reklamer i en ny kampagne: ”Du kan spare miljøet for mindst 75 kg CO2 om året ved at sige nej tak til trykte reklamer og i stedet kigge efter gode tilbud på nettet.”

Sådan lyder hovedbudskabet i en ny kampagne, som Albertslund Kommune afvikler i samarbejde med 11 andre kommuner i Region Hovedstaden. Kampagnen ”Reklamer nej tak” er koordineret af Vestforbrænding og bliver afviklet fra den 2.til den 29. maj.

Med kampagnen sætter Albertslund Kommune fokus på de husstandsomdelte reklamer og på den mulighed, borgerne har for at melde dem fra.

- Mange læser slet ikke deres tilbudsaviser, og det er dem, vi først og fremmest gerne vil nå, siger Sara Rosendal fra Affald & Genbrug, som er med til at koordinere kommunens indsats.

- Mange ved ikke, at der findes hjemmesider med alle ugens tilbudsaviser, hvor man f.eks. kan søge på tværs efter ugens bedste tilbud på en enkelt vare eller abonnere på forskellige nyhedstjenester. Derfor sætter kampagnen også fokus på de elektroniske alternativer, fortæller Sara Rosendal og fortsætter:

- Vi håber, at kampagnen kan være med til at gøre mængden af affald i kommunen mindre. Og med ca. 60 kg reklamer årligt i hver husstands postkasse er der tale om et ret stort potentiale. Derfor har vi valgt at uddele postkort med en guide til at tilmelde sig nej tak-ordningen til alle de borgere, der endnu ikke siger nej tak til reklamer.

Ifølge en helt ny YouGov-undersøgelse opfatter 95 % af borgerne i Albertslund Kommune det som et miljøproblem, at en husstand årligt modtager ca. 60 kg reklamer. I kommunen har 24 % husstande i dag et ”Nej tak”-mærkat fra Post Danmark på postkassen. Det betyder, at der årligt smides ca. 586 tons reklamer ind i de øvrige borgeres brevsprækker.

På MILJØ MAGASINET har vi taget konsekvensen af, at vi skriver om miljø og klima. Vi har i mange år og med en pæn succes udgivet en papiravis. Sidste år supplerede vi den med en internet-udgave. Det blev også en god succes. Ja, hvis vi skal være kontante, så var succes’en egentlig større, end vi havde regnet med. Der er mange og et konstant stigende antal læsere og brugere, der besøger www.miljomagasinet.dk – ikke kun fordi de her kan hente det samme som i papirudgaven, men også fordi www.miljomagasinet.dk fungerer som et værktøj. Dels bliver man løbende opdateret med helt friske nyheder om, hvad der sker på miljø- og klimafronten. Dels kan man bruge www.miljomagasinet.dk til at finde den virksomhed, der kan levere det produkt eller yde den service, man efterspørger. MILJØ MAGASINETs eksponering på internet kan dermed hjælpe vores kunder med at komme i kontakt med deres kunder – nemt og hurtigt.

Og så er der sket en revolution med vores aktualitet. Vi kan nu bringe en nyhed samme dag, den sker. Tidligere måtte vi brænde inde med mange gode historier, fordi de ganske enkelt ville være blevet forældede, når vi trykte vores papirudgave.

Noget andet er så, at vores oplag i sagens natur er blevet langt større. Enhver kan nu gå ind på www.miljomagasinet.dk og bruge os og komme i kontakt med vores mange kunder.

Gennem de senere år har vi ofte overvejet, om vi kunne gå over til et mere miljøvenligt papir og tryk for på den måde ”at gøre som vi siger”. Samme overvejelser har bl.a. boligselskabet DAB gjort sig og har på den baggrund besluttet sig for at skifte trykkeri og bruger nu KLS Grafisk Hus. Ligesom DAB er et CO2-neutralt boligselskab, er KLS et CO2-neutralt trykkeri. Men det handler ikke kun om CO2 hos KLS. Også genbrug og miljøvenlige trykfarver er tænkt ind i produktionen. Nyhedsbreve fra DAB er derfor trykt på papiret ”Cyklus Print”, som er den mest klimavenlige papirkvalitet i trykkeriets sortiment. Hvert år får DAB trykt omkring 21.000 Nyhedsbreve og ca. 146.000 DAB Information samt utallige pjecer og informationsmaterialer i større eller mindre oplag. Som et miljøvenligt boligselskab er det derfor kun naturligt, at DAB også vælger et miljøvenligt trykkeri.

MILJØ MAGASINET blev trykt i avistryk, og her er det ikke muligt at opnå de miljø- og klimamæssige fordele, som bl.a. DAB nu får KLS Grafisk Hus. Vi har derfor valgt den ultimative miljø- og klimavenlige model, nemlig at skrinlægge papirudgaven og udgive avisen som internet-avis. Sideløbende og i tilgift har vi etableret en superaktuel nyhedsportal. Dermed har vi markant styrket det produkt, vi tilbyder vores læsere og kunder. Velkommen til fremtiden!


Læs Miljømagasinet nr. 3. oktober 2010 online