Nr. 1 - 2008 - MARTS 16. ÅRGANG
![]() Da det blev annonceret, at Danmark skulle være vært ved klimatopmødet, var det bestemt ikke alle, som var udelt begejstrede. Et parti, der i øvrigt tælles med blandt regeringens støttepartier, nægtede pure at betale til udgifterne ved klimatopmødet. Ordet ”dansk” indgår i partiet navn, og partiet må i skyndingen have overset de muligheder, der netop er for Danmark ved at lægge sig foran for at få en ny international klimaaftale i hus. - Jeg ser frem til denne vældige opgave. Regeringen har arbejdet målrettet for værtskabet, fordi det vil give Danmark en helt enestående mulighed for at præge den internationale dagsorden på klimaområdet i de kommende år. Det store mål er en ny global aftale i 2009 om CO2-reduktioner efter 2012, hvor Kyoto-protokollen udløber. Vi ved, at det bliver en endog meget lang og sej kamp op ad bakke for at nå det mål, fordi der stadig er mange centrale aktører, der er for nølende og for tøvende. Men regeringen er parat til at stå i spidsen for dette lange seje træk, siger miljøminister Connie Hedegaard (K), der fortsætter:
- Danmark har i dag solid international anerkendelse – blandt andet på grund af de danske førerpositioner inden for bl.a. vindenergi og energieffektivitet. Værtskabet er derfor en enestående mulighed for at brande Danmark og for at vise verden, hvad det er, vi kan her i Danmark. Det kan blive et fremragende udstillingsvindue for danske virksomheder og dermed en platform for øget eksport og nye udenlandske investeringer. Samtidig vil det være en ekstraordinær chance for hovedstaden til at profilere sig overfor de mange internationale gæster. Guldgåsen Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair vil gøre statsminister Anders Fogh Rasmussen rangen stridig som øverste mægler i klimakampen. Blair har således netop stillet sig i spidsen for en ny international klimagruppe. Den skal sikre, at der kan laves en ambitiøs global aftale om begrænsning af drivhusgasser på FN-topmødet i København. Dermed blander den britiske eksleder sig direkte i et af Danmarks største prestigeprojekter, som klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) begge har store personlige aktier i. På det netop overståede EU-topmøde i Bruxelles sagde Anders Fogh Rasmussen: - Det er klart, at det er Danmark, der er formand for klimakonferencen i 2009. Så derfor er det også klart, at det er Danmark, der leder arbejdet. Men vi vil da gerne have al den hjælp, vi kan få. Anders Fogh Rasmussen drager i øvrigt en parallel mellem USA's månelanding i 1968 og omstillingen i kampen mod klimaændringer: - USA's månelanding i 1968 krævede omtrent de samme teknologiske landvindinger, som der skal gøres for at omstille verden i kampen mod CO2-udledning og klimaændringer. Her kunne man så minde Tony Blair og andre om, at blind høne også kan lægge æg. Og man kunne repetere historien om bonden, der var så heldig at have en gås, som lagde ét guldæg om dagen. Men han mente, at det slet ikke gik hurtigt nok med at blive rig, fordi han netop kun fik ét guldæg om dagen. I forventning om at gåsen var af guld indvendig, slagtede han den. Flere artikler i denne udgave af MILJØ MAGASINET afspejler store forventninger til klimatopmødet og til klima-indsatsen – såvel herhjemme som regionalt i EU og globalt. Danmark har et godt udgangspunkt. Vi har en klimaminister, som har set lyset – også set gennem erhvervslivets briller. Vi har en statsminister, der har samme fokus. Og vi har en miljøminister, der også misser med øjnene i det klare lys. Sidst, men ikke mindst, har vi et erhvervsliv, som er i fuld gang med at ruste sig til udfordringen. |
INDHOLD:
|

|
Copyright Miljø Magasinet 2008
Host, Webdesign og layout: dyrbye.com & WEBBY Internet - www.webby.dk - www.lokalnet.webby.dk |


